EU & arbetsrätt 1 2011
Søg midler til arbejdsretsprojekter
under Nordisk Arbejdsretsudvalg
Nordisk arbejdsretsudvalg (NAU) er nedsat af Embedsmandskomitéen for
arbejdsliv (EK-A) for at bidrage til gennemførelsen af det nordiske samarbejdsprogram
på arbejdsmarkeds- og arbejdsmiljøområdet. NAU skal navnlig styrke
og udvikle det nordiske samarbejde på arbejdsretsområdet, herunder gennem
udveksling af information om den nordiske model på arbejdsmarkedsområdet.
Arbejdsretten er den mekanisme, som er med til at regulere virkemidlerne på arbejdsmarkedet,
og som er tæt knyttet til arbejdsmarkedets parter og hele overenskomstområdet.
NAU disponerer et budget med midler til projekter (590.000 DKK for 2011).
Det gælder projekter, som udvalget selv kan tage initiativ til, eller som udvalget
efter ansøgning bevilger midler til. Midlerne prioriteres anvendt til seminarer eller
temadage vedrørende emner af stor politisk aktualitet og nordisk nytte, men andre
projekter, fx arbejdsretlige udredningsopgaver, kan også komme på tale.
I det fælles nordiske samarbejdsprogram for 2009–2012 fremgår, at det er en
hovedprioritet inden for arbejdsretsområdet at følge op på den nordiske arbejdslivsmodels
vilkår, udfordringer og tilpasninger m.v. i et stadigt mere globaliseret
arbejds- og erhvervsliv. Formålet vil være at styrke balancen mellem lønmodtagerbeskyttelse
og fleksibilitet samt fremme ligestilling og ligebehandling på arbejdsmarkedet
blandt andet med henblik på at styrke de nordiske arbejdsmarkeders
omstillingsevne. Det vil endvidere være en prioritet at bidrage til at gøre det
nordiske arbejdsmarked endnu mere attraktivt gennem bekæmpelse af diskrimination,
”social dumping” og uacceptable grupperinger blandt lønmodtagerne som
følge af deres baggrund. Der vil være et særligt behov for at følge udviklingen på
arbejdsretsområdet i EU, herunder at værne om og videreudvikle den nordiske
arbejdsmarkedsmodel og dens omstillingsevne samt at fremme fælles nordisk
koordination i forhold til initiativer og forhandlinger i EU-regi.
Ansøgning om midler til arbejdsretsprojekter udformes på
Nordisk Ministerråds projektansøgningsskema. Se nærmere: http://www.norden.org/da/om-samarbejdet/
samarbejdsomraader/arbejdsliv/stoetteordninger-og-udbud
Indkomne ansøgninger vil som udgangspunkt blive behandlet på udvalgets
ordinære møder, som finder sted halvårligt: forår/vår og efterår/høst. Nærmere
information herom kan fås ved kontakt til udvalgssekretæren.
Ansøgningen sendes post og gerne elektronisk til:
Nordisk arbejdsretsudvalg
v/ udvalgssekretær Torben Lorentzen
Beskæftigelsesministeriet
Holmens Kanal 20
DK-1480 København K, Danmark
E-mail: tlo@bm.dk
Tlf.nr.: +45 7220 5079
|