EU & arbetsrätt 3 2015
– Fælles nordisk retspragmatisme er værd at stå vagt om
Hur förhåller sig domstolarna i Norden till EU-domstolen och Eftadomstolen? Är de utmanande, följsamma eller kanske övernitiska? Det var ämnet för ett seminarium som EU & arbetsrätt och Welma forskningscenter vid Köpenhamns universitet ordnade i augusti. Bakgrunden var bland annat två uppmärk-sammade arbetsrättsliga mål där den danska Højesteret och den norska Høyesterett tydligt utmanar instanserna i Luxemburg (se EU & arbetsrätt nr 4/2014 s. 1 och 4/2013 s. 1).
Professor Jens Kristiansen inledde med en djupgående analys av ämnet för seminariet. Kommentatorer var professor Stein Evju, föreståndare Sören Öman och professor Børge Dahl, alla tre med erfarenheter från respektive lands arbetsdomstolar. Här återges Børge Dahls anförande något förkortat.
-------------------------------------------------------------------
Det helt fundamentale problem i samarbejdet mellem de nordiske højesteretter og EU-Domstolen er, at dømmende magt kan udøves på mere end én måde.
Hvis man tager en lærebog i EU-ret, kan man se EU-Domstolens fortolkningsstil karakteriseret med ord som integrationsfremmende, kreativ og dynamisk. Hvis det ellers er rigtigt, er det naturligvis et problem. For som jeg sagde ved den europæiske FIDE-kongres sidste år med deltagelse af et stort antal dommere, også fra EU-Domstolen:
Excessive innovation and adventurism by judges is not something you will find in Denmark. Danish judges hold the view that creative judicial activism may endanger the rule of law.
Denne tilbageholdenhed som dommer er begrundet i hensynet til retssikkerheden og demokratiet. Hvad der retligt set gælder, bør med rimelig sikkerhed være forudsigeligt, og det må i første række være vores lovgivere, som skal bestemme, hvad der skal gælde.
I EU-samarbejdet og på andre områder, hvor Danmark og de andre nordiske lande har meldt sig ind i en international retsorden, er forholdet mellem jura og politik ikke mere et rent nationalt anliggende. Heri ligger ikke mindst en udfordring, hvis udviklingen internationalt går i retning af at gøre velfærdsidealer til retsstandarder, som nyder såkaldt grund-rettighedsbeskyttelse.
Det er ikke ligegyldigt, om et forbud mod diskrimination findes i et direktiv vedtaget af Ministerrådet og EU-Parlamentet, eller af EU-Domstolen løftes op til et være et alment EU-princip på traktatniveau. Ligesom det heller ikke ville være ligegyldigt, hvis et lighedsprincip i en dansk lov af Højesteret blev tillagt grundlovskraft.
Danmarks Højesteret har naturligvis en dansk tilgang til den opgave, som international-iseringen har ført med sig. Hvert land har sit svar på, hvad henholdsvis dommere og vores valgte politikere skal bestemme. Det danske balancepunkt er demokratisk funderet, og det er vigtigt, at udviklingen internationalt ikke bliver så dynamisk og kreativ, at man ikke kan følge med nationalt.
Som forholdene er i Danmark og de andre nordiske lande kan vi trygt have vores egen tilgang til grænsedragningen mellem jura og politik.
Det kan godt være, at der ikke står så meget i den danske grundlov om retssikkerhed og ”the rule of law”, men når det kommer til, hvordan det reelt står til med retssikkerheden, så er Danmark nummer 1 på det globale Rule of Law World Index. Danmark er samtidig det land i verden, hvor korruptionen på de årlige målinger er mindst. Danmark har også i mange år været det land i EU, hvor domstolene nyder størst tillid.
Når Danmark topper sådanne lister, følger de andre nordiske lande lige efter.
Så som sagt: Som forholdene er i Danmark og de andre nordiske lande, kan vi trygt have vores egen tilgang til de spørgsmål, internationaliseringen rejser. Nordisk retspragmatisme er en fælles værdi, det er værd at stå vagt om.
Samtidig skal vi være glade for at være med i fællesskaber, som er retsfællesskaber – små stater er bedre tjent med rettens tale end magtens tale. Men vi må naturligvis ikke for-sømme nogen mulighed for dialog og påvirkning. Ved FIDE-kongressen sidste år sagde jeg også:
I have to admit that over the years the development of law through the practice of the European Court of Justice have gone beyond the limitations drawn by the notion of legal foreseeability and certainty under Danish law. Time and again, we are confronted with European judgments finding European harmonization to have gone further than our legislator and courts had thought. Time and again, we find ourselves bound by EU law through European judgments beyond our understanding and expectations at the time of commitment.
Danmark og de nordiske lande i det hele taget er dukse, når det kommer til respekt for og overholdelse af, hvad vi har meldt os ind i internationalt. Vi er i top, når vi ser på implementering og efterlevelse, og i bund, når vi tæller sager om traktatbrud og den slags.
Man kan regne med, at Danmarks Højesteret vil stille spørgsmål til EU-Domstolen, når der er pligt til det. Jeg tror også, man kan regne med, at Højesteret ikke vil stille spørgsmål, medmindre der er pligt til det – eller stille spørgsmål om andet end det, der er pligt til. Man kan også regne med, at Danmarks Højesteret vil følge EU-Domstolens afgørelser, så langt det går. En grænse er der imidlertid, sådan som Højesteret har fastslået i dommene om grundlovsmæssigheden af Danmarks tilslutning til henholdsvis Maastricht- og Lissabon- traktaten.
Ved FIDE-kongressen gav jeg udtryk for, at EU-Domstolens fortolkning af arbejdstids-direktivet, hvorefter ferie under sygdom udløser krav om kompensation, ”might seem very symphatetic”, men ”it can hardly be described as foreseeable”. Sagen i sig selv er ikke så vigtig. Sammen med andre rejser den imidlertid ret så fundamentale spørgsmål. Af hensyn til tilliden til domstolene er det vigtigt med dialog med internationale domstole om, at der af hensyn til retssikkerheden er grænser for, hvor kreativ og dynamisk domsmagt kan udøves. Danmarks Højesteret arbejder for at sikre befolkningens tillid til domstolene som rets-sikkerhedens vogter, således som tilfældet heldigvis stadig er i Danmark.
